Levi: min mormor er i et digt inde i dine billeder som en planet for sig selv 

Kvium: jeg taper penslerne fast til mine arme for at smelte tættere sammen til farverne

(Kvium rører rundt med penslerne/armene i farverne)

Levi: min mormor husker ikke at hun har været gift med min morfar i over 50 år eller at de har fået 2 piger og 4 børnebørn. hun husker det ikke. heller ikke at hendes ene datter bor et stenkast væk fra plejehjemmet og søen.

Kvium: når jeg maler er jeg på en planet alene. se ansigtet. se munden der taber spyttet ud på hagen og forsvinder ned på gulvet, som en vandpyt der udvider sig mere og mere. 

Kor: hesten kommer løbende henover den grå himmel og tager alle minder med sig. hesten kommer løbende henover den grå himmel og tager alle minder med sig.

Levi: (iagttager Kvium, som ligger sig ned på lærredet. røde arme. spreder dem som englevinger i sneen).

Levi: hvornår skal vi stoppe med at prøve på at være smukke? 

Kvium: mine ansigter er altid på vej.

Levi: jeg vil være min egen planet og hænge over søen som min mormor og glinse og være smuk for evigt.

Kvium: Du drømmer. Sproget visner inden du når det. 

Kvium: har du set mine kroppe. har du set mine roser. de bøjer ryg i solen.